Sikkerhed i stalden

Sikkerhedsreglerne er opstillet for at fastholde en god sikkerhed for alle elever og forældre, der benytter Ringkøbing og Omegns Rideklubs faciliteter. Ved at lære at færdes omkring hestene på en forsvarlig måde.


Hvis du ikke ved, hvilken pony du skal ride på når du kommer til holdundervisning, skal du spørge ridelæreren

Kom i god tid. Du skal beregne cirka 20 minutter før ridetimen begynder til at sadle op m.v., medmindre du er sikker på, at ponyen er klar til dig, fordi den benyttes i timen før.

Giv ponyen grime på, mens du står uden for den lukkede bokslåge. Derefter trækker du ponyen ud på staldgangen og sætter den fast i to kæder med panikhager, en på hver side af grimen.

Ponyen strigles og hovene renses

Læg sadlen på og spænd gjorden

Læg grimen om ponyens hals, så den stadig er bundet til kæderne, mens du lægger hovedtøj på (Kæderne må aldrig bindes til hovedtøjet eller biddet)

Tag grimen af og træk ponyen over i ridehallen. Kontrollér, at gjorden er spændt korrekt, inden du trækker stigbøjlerne ned og sidder op inde på midten af ridehallen.

Når ridetimen er slut sættes stigbøjlerne op og ponyen trækkes tilbage til stalden, medmindre den skal bruges i timen efter dig, og du går punkterne igennem igen i omvendt rækkefølge.

Spørg ridelæreren, hvis der er noget, du er i tvivl om eller ikke er helt tryg ved. Ingen spørgsmål er dumme, og det du lærer, kan du jo senere vise andre.